Historie

Der var engang...

"Sådan starter næsten alle eventyr - og denne beretning om Hadsund Skole-Orkester kan vel passende kaldes et eventyr. I hvert fald har de piger og drenge, der gennem årene har spillet i skoleorkestret - og for den sags skyld også de voksne ledere - fået minder for livet gennem utallige små og store oplevelser, som nærmer sig det, man kan kalde eventyr."

Hadsund Skole-Orkester, der er Danmarks - og formodentlig Nordens ældste skoleorkester, har gennem de mange år deltaget i utallige arrangementer og festligheder. Hvert år spilles der til byfester, grundlovsfester, dyrskuer, koncerter og meget andet. Gennem årene har orkestret deltaget i Rebild-fester og spillet for kong Frederik og dronning Margrethe; er blevet drigeret af selveste Danny Kaye; har spillet på Berleburg for prinsesse Benedikte og i Bonn for den tyske præsident - og ikke mindst har orkestret med sin musik underholdt og glædet utallige ganske almindelige mennesker både i Danmark og mange andre steder i det store udland. I 1932 startede lærer ved Hadsund Realskole, K. A. Knudsen, "Hadsund Realskoles Drengeorkester." Det bestod af 5 drenge, men de arbejdede sig støt fremad, og allerede i 1937 var styrken oppe på 10. I 1945 var der 18, og ved 25 års jubelæet i 1957 spillede 40 drenge i orkestret.I 1951 får orkestret sine første rød-hvide uniformer, som dog op gennem tiden har undergået små reguleringer.

I 1952 "køber" Hadsund kommune Realskolen, og da orkestret fremover også modtager rekrutter fra Kommuneskolen, ændres navnet til "Hadsund Skole-Orkester." 1955 - Dette år må vel betegnes som en milepæl i Hadsund Skole-Orkesters historie. Onsdag den 21. septemper 1955 samledes forældre til Skole-Orkestrets medlemmer i skolens sanglolale med det formål at oprette en forening til moralsk og økonomisk støtte for orkestret - Orkestrets leder, lærer Niels Heyn, oplæste udkast til vedtægter, som godkendtes - og foreningens første bestyrelse kom til. Bestyrelsen bestod af: Formand, kasserer, sekretær, materielforvalter, skoleinspektør og orkesterleder. Bestyrelsen udformning har til dags dato ikke ændret sig nævneværdigt.

I 1957 kunne Hadsund Skole-Orkester fejre sit 25 års jubilærum. I de første mange år bestod orkestret udelukkende af drenge; og der skulle gå hele 39 år, før pigerne i 1971 fik adgang til at deltage i det eftertragtede orkesterliv. Det år er altid blevet benævnt som "pigeåret". Pigerne må åbentbart have befundet sig godt i orkestret, for allerede i 1977 er de i overtal: 24 piger og 22 drenge. Den 16. januar 1984 stiftes - efter et par års forberedelser - Hadsund Skole-Orkesters Støtteforening.

I 1992 kan orkestret fejre sit 60 års jubilæum. Det bliver nogle festlige dage med over 600 spillende gæster fra hele Europa. Dette år medvirker Hadsund Skole-Orkester ved årets Rebildfest for tredje gang. Og i 1993 tager orkestret med sin første deltagelse i musikfestivalen i Helbra i udkanten af Harzen hul på en række af herlige besøg i denne tidligere østtyske by.?I 1994 runder orkestrets støtteforening de første 10 år. Foreningen har fået et motto, der hedder, at den gør orkesterlivet lidt sjovere i form at ekstra oplevelser og mere spændende sommerture.

1995 er året, hvor dirigent Jørgen Otte stopper sin 34 år lange dirigentkarriere. Orkestret føres videre af to tidligere medlemmer, Knud Erik Thomsen og Erik Støvring. I 1996 benytter orkestret for første gang fly på en af dets ture. Støtteforeningen har som en ”charmeoffensiv” besluttet at sende hele orkestret til London med bl.a. musicalbesøg. Samme år sluttede en epoke i orkestrets historie, da man markerer 30 års venskabsforbindelsen med Männerchor Mozart i Nieder Dresselndorf med et besøg, som indtil videre skulle vise sig at blive det sidste.

I 1998 besøger orkestret for første gang Lido de Jesolo i Italien. Og i år 2000 går turen til Frankrig med bl.a. besøg og koncert under Eiffeltårnet. Støtteforeningsformand, Chris Jensen, modtager Landsgarderforeningens fortjenstmedalje.

I 2001 vælger dirigent Knud Erik Thomsen at takke af efter 12 år som dirigent og 20 år som aspitantunderviser. Erik Støvring fortsætter i en periode på egen hånd dirigenthvervet. Han får dog hjælp af Susanne Dalmose, som i foråret tilknyttes som underviser.

70 års jubilæet i 2002 markeres uden de helt store festligheder, men for anden gang drager orkestret på sommertur til Italien. I 2003 ansættes Lars Refsgaard som dirigent sammen med Erik Støvring. De to står fra nu af for orkestrets musikalske ledelse, indtil Erik Støvring i 2005 vælger at stoppe som dirigent. Samme år begynder en turbulent periode for orkestret. Der skal bygges en ny skole i Hadsund. Orkestret gør allerede i 2001 byrådet opmærksom på orkestrets behov i forbindelse hermed. Det kniber med kommunale tilbagemeldinger, og i 2005 anvises forskellige lokaler, som i den grad er uegnede for et messingblæseorkester. Efter at have flyttet til en del forskellige lokaler, får orkestret endelig tilladelse til at øve på Hadsunds nye skole. Planen er, at orkestret skal blive på det kommende KulturCenter, men da der er stor rift om lokalerne, henvises orkestret til det gamle sikringsrum i kælderen på KulturCentret. Kælderlokalerne skal for egen regning renoveres for omkring 600.000 kr. Og nu går jagten ind på at skaffe økonomiske midler hertil.

I 2007 fejres orkestrets 75 års jubilæum med festlige dage og besøg af seks orkestre og festligheder i Hadsund Hallerne. Samme år tages lydprøver i de kommende øvelokaler i kælderen, og der holdes byggemøder med håndværkere således, at renoveringen endelig kan gå i gang og forhåbentlig være tilendebragt i første del af det nye år, 2008.